Erotikbloggen: Epilog/prolog/proktolog

‘Just when I thought I was out… they pull me back in.’

Jeg dykker ned i det blå hav igen. Den søde sorg trækker. Jeg har prøvet at lade den passe sig selv. Fortiden er ikke færdig med mig. Nevermore.

For 100 dage siden mødte jeg en fantastisk kvinde. Hun levede op til de fleste kravspecifikationer. She made me wanna be a better man. Men vilje er ikke nok. Der skal talent til.

Jeg ved aldrig, hvornår jeg er midt i orkanens øje, før jeg er ude på den anden side. Der er en konstant susen for ørerne. Den indre monolog kværner, og jeg fortolker den som tænksom tvivl. Jeg ser smerte som dybde, viden som indsigt.

Hun prøvede at komme ind gennem de små spækker i muren. Det var blot intet bag dem. Kun udflydende tomhed og sort savn.

Hun sidder i køkkenet og drikker min nymalede kaffe.  Hun er mit forsøg på en normalisering. Jeg er hendes håb om redning.

Jeg fortæller hende om en semilatterlig klumme i en morgenavis – forfattet af en yngre kvinde med et navn så nøgenmodelagtigt, at det virker påtaget – hvor jeg ufrivilligt optræder som bøvet julefrokostfulderik, der er en halv snebajer fra nissehue med lygter på. Stort set ikke et ord er sandt, men den rammer heller ikke helt ved siden af. Jeg føler mig misforstået.

Hun synes ikke, det er noget at hidse sig op over. Det gør jeg heller ikke.  Før hun hun siger det. Jeg mærker irritationen skylle igennem mig. I feel lethal. Lige der tænker jeg:

‘Vi kommer ikke videre. Vi har god sex, endda fantastisk. Og vi deler interesse for det anale. På alle måder. Men vi er kommet til endnu et vadested. Mon vi når over på den anden side sammen. Det føles ikke uundgåeligt. Kærligheden kræver mig ikke. Er der noget på den anden side af beskidt analsex?’

Men mit nye projekt handler om at vælge til og dermed også vælge fra. I stedet for at lade verden og kærligheden vælge mig,  hvilket den ikke har gjort, siger jeg til mig selv:  Dette er godt, og det kan blive endnu bedre, hvis jeg lader det få tid og plads til at vokse.

Afskedsbrevet var på mail. Som nu gør det ud for det vægtige medie, når vigtige ting skal siges. Hun ønsker mig det bedste. Det smerter hende at sige farvel, men hun har prøvet længe at nå mig. Hendes sang til mig har jeg ikke mod på at høre. Jeg kryber ind i mig selv, dirrer på grænsen til det sugende vortex, mit vakuum. Der er intet der. Kun udflydende fornemmelse for sort.

Min psykologveninde siger jeg skal se fremad. Lade fortiden ligge.  Jeg har prøvet at lade den passe sig selv. Fortiden er ikke færdig med mig. Nevermore.

Jeg dykker ned i det blå hav igen. Den søde sorg trækker i mig. Ubønhørligt.

Som hun sidder der og giver sig fuldstændig hen til øjeblikket, til mig, til sin fisse, til sin røv, er hun smuk. Lige der er vi eet. Lige der er hun i sit center, og jeg er der med hende. Hun glider ind og ind af sig selv. Det er altfavnende, det er intenst. Vi er begge to totalt tilstede.

But all good things must pass. Tiden vender tilbage. Og med tiden også tvivlen. Er hun målet og midlet, kan jeg gøre hende til den, hun er, og kan hun forløse mig? Kan hun bære min byrde, som jeg vil bære hendes? Vil jeg give hende lov? Kan jeg?

Det skulle have været begyndelsen på et smukt venskab. Vi skulle have skrevet vores bog sammen. På lange dage i høstskoven gør vi det. Når hun, helt uhørt, laver mad i mit køkken, gør vi det. Når min pik er dybt i hendes savlende mund og når den er endnu dyberr i hendes eftergivende røvhul, gør vi det. Men i sprækkerne, som udvides af problemer med børnelogistik og verdensanskuelser, gror uroen: Måske er hun ikke den rigtige, hører jeg den indre kværn. Eller måske giver udtrykket ‘it’s not you, it’s me’ fuldstændig mening, som mere og andet end en del af afslutningsmonologen for enhver moderne dater.

Ingen har kommet tæt på i år fire, fortæller jeg.
Jeg har aldrig følt mig så separeret, svarer hun.

Hun har kun sin intuition at stole på. Det er den, hun bygger sin tilværelse på. Og det er den,  jeg fucker med.

Jeg søger autenticitet, siger jeg.
Det tror jeg også, du gør. Det er, fordi du ikke selv ejer det, svarer hun. Du har misbrugt dig selv i for mange intime, overfladiske relationer. Du bliver altid forladt pga ulykkelig kærlighed: Din ulykkelige kærlighed til din eks, og kvindernes ulykkelige til dig –
man kommer aldrig ind i varmen hos dig.

Jeg dykker ned i det blå hav igen. Den søde sorg trækker. Ubønhørligt. Min velkendte hule, mit fængsel af længsel og selvmedlidenhed.

Baby, I missed you, hvisker den.
Jeg har også savnet dig,  som et sår at kradse i, siger jeg og flyder ud.

Fade to black.

I’m back. For a while.






Reklamer

11 thoughts on “Erotikbloggen: Epilog/prolog/proktolog

Add yours

  1. Det er så svært, at give slip på fortiden for at se fremtiden i et nyt perspektiv og turde gribe jah… lukke op og give sig hen.. Kærligheden er nok et af de sværeste kapitler i livet..hvis man inderst inde kun tør, at stå stille.. Du skriver stadig fantastisk og velkommen tilbage MED.. din skrivende hånd …

  2. Når man svælger i det blå, føles virkeligheden mere virkelig!
    Det er lige dér du kan skrive, så andre får dig helt ind under huden …
    Lige dér, er du mest sårbar … og lige dér er jeg fastholdt!

  3. sidder og tænker.. Hvornår mon TJ er færdig med fortiden, hvornår mon han vil give slip og lukke op for nu’et og blive i det uden at ombestemme sig?
    Tænker den søgte autencitet er der, lige foran.. men der må selv gribes efter den, ingen andre kan gøre det.
    Tænker måske er det ved være tiden TJ lukkede op for og ind i varmen.

    LilleQ

  4. bof- ja jagten på autenticitet er hele projektet mål. det er blot midlerne der kan diskuteres og måske endda sløre målet.

    nu er det jo ikke hele tiden, jeg svælger i sortsyn og ulykke. andre gange går det fint. det er bare den følelse, en blandt som andre, som jeg rent skrivemæssigt har det bedst i.

  5. Sidder tilbage med en sær fornemmelse i hele kroppen …
    Handler det om at man vil “det” så meget, at når “det” endelig er inden for rækkevide, smadrer man …
    Hvem ved egentligt hvornår tingene er ægte?
    Hvornår ved man, at man ikke blot har forelsket sig i forelskelsen … i følelsen af ægthed …

    Don´t know 4 sure … måske skal man ikke vide …

    Du svælger i det blå … ligesom alle os andre …
    Mange tanker
    Brainie

  6. ….ej hvor jeg dog synes det er fantastisk at du nåede der til, virkelig at du faktisk lod et andet menneske komme tættere på end fire år. Der er håb, tj, I can feel it….og så skriver du simpelhen så lækkert…og autentisk. Jeg tror på dig….

  7. Livet er en ørkenvandring, hvor man går i et hav af sand, der gentager uendeligt sig til alle sider. Det er først, når du selv kan mærke, at du er kommet frem, at du kan hvile dig, og kalde det sted du står for hjem.

  8. Tænk, jeg synes det er trist at du er tilbage. Ikke hertil, for hvad rager det mig; men tilbage i det skide blå bedrag du drukner dig i.

    …men trist er vel godt for sådan en som dig?

  9. Wuhuu!! Du er tilbage… det var på tide… Hvad i alverden skal jeg ellers bruge min sparsomme fritid på end at sidde og fordybe mig i dine tekster som egentlig kunne have været mine egne.

    Jeg føler med dig mester, og velkommen tilbage på forsiden.. eller noget :D

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: