Erotikbloggen: Omstillingsparat

Søndagstanker:

Måske er målet slet ikke den totale sammensmelting. Symbiosen er en illusion, som forhindrer en mere virkelig, ægte, ja endda voksen kærlighed at udvikle sig. Måske er det barnets totalitære drøm om være eet med morderen, der får os (mig) til at drive omkring på jagt efter, efter, ja efter hvad?  Moderen?  Så måske er seriel monogami det udtrykte billede på narcissismens kultur. I vores barnlige jagt på instant gratification levner vi ikke plads til fejltrin, kamp, tab, modgang. Altså:Vores infantile kærlighedsdrømme gør os ude af stand til at leve i et meningsfyldt, ægte kærlighedsforhold til at andet voksent individ.

Eller måske er seriel monogami et sundhedstegn. Måske er det slet ikke et udtryk for den umodnes manglende evne til at udvikle sig, ændre sig, men derimod den illusionsløse voksnes eneste brugbare model i en omstillingsparat verden: I’ll scratch your back, if you’ll scratch mine’ – til det ikke klør mere. Pragmatisk. Praktisk. Endda lidt poleret – et sår her, lidt betændelse der, men ikke noget der for alvor fucker dig op.

Reklamer

45 thoughts on “Erotikbloggen: Omstillingsparat

Add yours

  1. PRØVER LIGE IGEN …

    Naturligt kan “kanin-strategien” fungere for nogen ….

    Jeg vil til stadighed påstå, at man med tiden kan åbne sig på et helt unikt plan, dette plan kan i mine øjne ikke nåes, medmindre man føler sig tryg, elsket, begæret … Om man har været sammen i 1 uge eller 15 år er ikke så vigtig, blot man føler det er det rigtige….
    – Jeg kigger derfor ikke skævt til mennesker der vælger “mellemtidsforhold”

    Men, men, men …
    – Man kan blive forelsket i forelskelsen… ergo i følelsen af forelskelse … men i mit univers … fungere det ikke i praksis, det ville efterlade mig tom… ensom …

  2. Nelli:
    Sådan mente jeg det ikke. Men det kan jo være det er intensiteten i det nye møde, der er drivkraften. For dér i begyndelsen er alt muligt. Alle drømme står åbne. Og længsler blafrer i håb om, at de ses i mørket.

    Der kan være særdeles megen dybde og varme i symbioseforhold. Og en afhængighed. Ret beset er alle disse typer forhold ligeværdige. Netop fordi de har en indre psykisk funktion for personen. Personligt sætter jeg pris på, at min partner/mine partnere, så vidt de kan, har en vis fornemmelse af, hvad de vil og hvad der driver dem, i deres forhold.

    Jeg har haft mange smukke møder med mænd. Med dybde og intensitet. Men korte, fordi de søgte konstant. Ikke kunne blive stående. Og jeg er et for følsomt gemyt, for blufærdig, til at have brud omkring mig hele tiden. Så alle disse typer af forhold er ligeværdige, men respekten opstår når vi kan afstemme vores lyster, med den aktuelle partner…

    Freja

    1. Fuldstændig enig, Freja.

      Har tænkt en del over prestigen i at være i et laaaaangt forhold som strækker sig ud over symbiosen med ejerskab og hele molevitten, som værende det eneste rigtige, det vi alle forventes at ville.

      En oplevelse af, at der faktisk bliver kigget en lille smule skævt til os som mestre mellemtidsforhold? Som om der er noget forkert, en brist, en uforløst angst, en knude som skal løses for at give adgang til den ægte laaaaaange kærlighed.

      Hvad nu hvis drømmen om den eneste ene i virkeligheden bare er kultur frem for et personligt behov?

      Måske en automatisk forventet måde at håbe/sørge på i ensomhedens glimt, i det fravalgte øjeblik, skabt i barneøjne med dukker og tøjhund?

      Måske er det virkelig mere naturligt at hoppe rundt fra forhold til forhold som en anden kanin?

      Bare en tanke.

      Nelli

    2. Naturligt kan “kanin-strategien” fungere for nogen ….

      Jeg vil til stadighed påstå at når man med tiden åbner sig på et helt unikt plan, dette plan kan i mine øjne ikke nåes, medmindre man føler sig tryg, elsket, begæret … Om man har været sammen i 1 uge eller 15 år er ikke så vigtig, blot man føler det er det rigtige….
      – Jeg kigger derfor ikke skævt til mennesker der vælger “mellemtidsforhold”

      Men, men, men …
      – Man kan blive forelsket i forelskelsen… ergo i følelsen af forelskelse … men i mit univers … fungere det ikke i praksis, det ville efterlade mig tom… ensom …

  3. nelli: kan du så også blive i et forhold, når forelskelsen damper af? Når symbiosen ikke er present hele tiden, men kun kommer i glimt, i en dagligdag, der er udgangspunktet. Eller er du symbioseshopper, forelskelseshopper?

    Jeg begærer symbiosen.Men mere end noget elsker jeg stilheden ved at holde om en træt mand, og at hvile i, at når han ikke ønsker sex, så er det ikke en afvisning af mig, men derimod en tillidserklæring.

    Freja

    1. Ja da, med lidt hjælp.

      Symbioseshopper, mærkeligt ord. Det lyder lidt overfladisk, koldt på vej mod kynisk. Som værende udeafstand til at føle med sin mave og i sit hjerte, som en ensom vandring i blinde, rundt og rundt i usammenhængende cirkler.

      Uden dybde og horrisont er jeg ikke med…..

  4. For mig er symbiosen primær positiv, en tilstand ude af kontrol, og dermed pirrerende og skræmmende. Det er i virkeligheden nok bare så simpelt som forelskelse. Fuldstændig fantastisk skræmmende lækkert.

    For mig er det helt ok at tabe mig selv for en stund, jeg skal nok finde hjem. Vi taler jo ikke om udslettelse og tab af identitet, men måske bare en følelse af at miste forfæstet for en stund ;)

  5. Jeg oplever intensiteten som meget større nu, fordi jeg tør mærke mig, tør være mig, midt i sammensmeltningen og i nærværet.

    At det jeg ikke længere er så afhængig af en anden fylder mig op med hans, gør at jeg kan slippe på helt andre niveauer og sammensmeltningen bliver på langt dybere planer end tidligere.
    Det er som om symbiosen bliver et middel til at opnå dybere mål med og ikke det eneste saliggørende…måske fordi jeg har sluppet lidelsen.

    Der er alt for meget lidelse og smerte forbundet med den altoverskyggende symbiose…den største lidelse er tabet af sig selv. I tabet af sig selv mister man også evnen til at give og modtage. Symbiosen ender med være en hul og tom opløsning af den falskeste og altødelæggende kærlighed…der har jeg været og det gør jeg ikke igen.

    LilleQ

  6. Nelli: Det der har været et vigtigt pejlemærke for mig, er hvor desperat jeg har været. Det vil sige, hvor voldsomt jeg har reageret ved afstand og fravær.

    Og det jeg har lært er, at jeg kan forbindes fuldstændig og ligeså dybt både i det seksuelle samvær og i rummet, men hvor smerten ikke er den evige følgesven. Og dog, for eftersom jeg leger i rummet med erotisk dominans, så er smerten min lyst – men ikke et absolut krav.

    Det jeg har oplevet, når symbiosen har været udgangspunktet, var at jeg søgte en, der ville stille min indre ensomhed. Jeg krævede og forventede, at han fulgte mig ind i alle min komplekser, med sorg, skam, desperation, vrede, forvirring, usikkerhed mm. og dér tog et ansvar for det sammen med mig. Ligeledes har jeg påtaget mig alt for mange mænds smerte igennem tiden, fordi jeg troede at kærligheden ville hele dem, og hvis jeg bare elskede dem tilstrækkeligt, så ville deres sår forsvinde. Det eneste jeg i virkeligheden har gjort, er at føde deres problemstillinger. Mit forold i dag indeholder også dynamikker og udfordringer, der skal tages hånd om, men vi har hver især eget ansvar for vores udvikling. Vi lytter. Anerkender. Men græder ikke sammen, over hinanden. Dalai Lama sagde engang, at hvis han skulle hjælpe sit folk nyttede det ikke, at han blev med-lidende, men at han havde stor med-følelse med dem. Symbiose indeholder ofte en forventning om total sammensmeltning på alle kanter, og mange kan kun mærke deres smerte, i denne symbiotiske kontakt, og bliver derfor afhængig af den.

    jeg kan stå alene med min smerte i dag. Nogle gange er den overvældende, og jeg forfalder til gamle strategier, fx. trøstespisning. men jeg anerkender det, for det jeg gør i trøstespisningen er, at trøste mig selv, på en måde jeg lige magter i situationen.

    Intensiteten er stadig den samme. Jeg er bare ikke længere afhængig af at blive begæret som før. Jeg kan gå ind i stille rum, hvor vi blot holder hinanden, og føle mig fuldendt i denne stilhed, hvor jeg intet præsterer, intet gør. Andet en blot at være mig – og ham.

    Freja

  7. Fine fine svar, har gjort, at da han kyssede mig her til aften, mistede jeg nærværet, da en blogs sprog kom forbi… hmmm.

    Jeg kan få åndenød af afstand, fuldstændig tabe mig selv, og kun være i den andens krop og følelser, jeg er viklet ind i hans arme, og ben, meninger og holdninger, at jeg ikke kan føle mig selv. Det eneste jeg føler er angsten for tab af symbiosen, kan mærke det, i det øjeblik vi rejser os fra sengen, og for hver kropslig beklædning bliver mere og mere os selv, allerede der ønsker jeg mig tilbage.

    Jeg er blevet bedre, det går fremad, kan faktisk nu leve næsten normalt i flere dage uden nogen form for kontakt, men det kræver energi og føles ikke naturligt, det er ren gatecontrol.

    Jeg er allergisk overfor det uægte, og kan føle jeg spiller spil, når jeg lader som om, jeg har opgivet symbiosen, blevet voksen, og er gået over til nærvær. Det er fake. Det er jeg ikke, ikke i virkeligheden, i mine ønsker om indsigt ja, men i hjertet nej. Prisen er høj, men følelsen af den altfavnene lykke, gør den nærmest det hele værd. Følelsen af at elske, at være to, sammensmeltet. Det er derfor jeg så tit forveksler begær med forelskelse…

    For mig at se, lyder det sundt og rigtigt, med symbiose i sengen og nærvær ude af rummet. Men næsten også for stabilt. Jeg tror ikke, jeg er villig til at give afkald på den fuldstændige sammensmeltningen. Jeg kan mærke, jeg stadig tror på den. Det gør jeg, og når det er sagt, er jeg ikke sød i symbiosen, jeg er nærmest et dyr, så tæt på mit virkelig jeg, fyldt med endorfiner i glæde og adrenalin i frygt. Jeg føler mig i live, selv når det er mest smertefuldt. Og derfor vil jeg ikke være foruden, og derfor jager jeg den stadig…også selv om prisen jeg betaler til tider, er tabet af mig selv.

  8. Hej Freja..og tak for den lille opmærksomhed ;-)

    Langdistance har sine åbenbare fordele, dem nyder jeg også godt af.. den langsommelighed ved nå ind, lære hinandens nuancer at kende som mennesker, som seksuelle væsener og den så åbenbare og meget klare nødvendighed ved at kunne sætte ord på.

    Jeg kender godt til den søde. Hende som i forsøget på ikke miste symbiosens spejleffekt, hvorigennem hun kunne se sig selv, set gennem og læst ud fra en andens reaktioner og adfærd, hende kender jeg godt. Hun har for lang det af mit liv, levet gennem min krop og først nu har jeg sluppet hende så meget jeg kan se mig selv. Ikke bare fornemme konturerne, men se mig i flere nuancer og humører.

    Jeg er ligesom dig alt muligt andet end sød.. ikke fordi jeg ikke kan finde det i mig, men nu kun for en meget kort tid…Resten af tiden er jeg tålmodig, rummelig, umulig, sårbar, kikset, kejtet, klog og fornuftig. Jeg kan på de helt gode dage gå fra at strejfe det geniale til tage den flyvende på maven og under opsamlingen af mig selv både grine afvæbnende og bande som en havnearbejder, til senere være både dybt blufærdig og smadder exhibonistisk.
    En lille kriger har jeg i mig ( ;-) ) og hun holder sig ikke i ro, der skal være plads og den søde måtte vige.

    Symbiosen æder en op, hvis man forsøger leve i den hele tiden. Man mister sig selv. Symbiosen som et opnåeliget mål i den seksuelle del, er smuk og helt ufatteligt befriende for fysiske som psykiske rammer når den er orgastisk og universiel opløsende.

    Der må jo også være en grund til at selv spædbarnet kæmper så livskraftigt for at komme ud af symbiosen og blive et individ, blive sig?

    LilleQ

  9. LilleQ: det stemmer overens med min egen erfaring.

    Engang. Engang var jeg ensom i mig selv. Og jeg søgte mig, i den andens blik. Enhver afvisning, afstand, uenighed tolkede jeg som afstandstagen til mig som person, og i dette, som jeg oplevede som et kærlighedsbrud, mistede jeg mig selv. Jeg var afhængig af den anden, for at se mig selv. Det betød at jeg havde flere forhold, der ikke var gode for mig at være i, men som byggede på mandens evne til at kunne være i den altomsluttende symbiotiske tilstand, hvor jeg kunne møde mig selv.

    I dag har jeg et langdistanceforhold hvor der går 3-4 uger mellem vi ses. Vi sms ikke eller mailer hver dag. Og jeg tvivler aldrig på ham. Hvilket jeg ville have gjort tidligere, ved enhver form for afstand. Vi har en stor indføling overfor hinanden, og lærer begge gradvis hvordan vi fx tilfredsstiller den anden seksuelt. Hvilket ville have være en umulig scenario tidligere, hvor jeg ville forvente af både ham og mig, at vi skulle det pr. automatik, fordi ellers ville det være tegn på mangel på nærhed – tegn på brud i symbiosen. Her udtrykker vi behov, imødekommer dem, men med integriteten, altså adskillelsen, som udgangspunkt. Og aldtig har jeg mø’dt mig selv mere end her. Fordi jeg konstant mærker, hvad der er rart, godt og hvad jeg kan lide (hej hej lilleQ ;-)) og udtrykker det. Jeg kan sige højt, når han gør noget jeg ikke bryder mig om, for uenighed truer ikke længere symbiosen.

    Jeg kan se mig selv – selv. Det har været en lang proces, og først nu kan jeg i glimt, se den smerte der har været i perioder af mit liv. Jeg bliver tydeliger og tyderligere, også for andre, som markant bemærker sig de sidste års udvikling.

    Så ja, jeg nyder symbiosen, i seksuelle glimt. I øjeblikke mellem os. Hvor vi er et os, et adskilt os. Symbiosens længsel er for mig belagt med at manden skal være noget helt bestemt, der passer ind i min psykiske matrix. Så han bliver det nødvendige, ligesom jeg, for at fastholde den symbiotiske tilstand. Den pris jeg har betalt gennem mit liv, for en forestilling om symbiose, er at blive sød. Sådan sukker, har du det godt skat sød. og virkeligheden er at jeg faktisk ikke er særlig sød. Rummelig, legende, forstående, lyttende ja, men sød… hm, i små doser og indimellem…

    Håber det gav et glimt af mening…

    Freja

  10. NelliSky tillader mig lige mit bud.

    Ja i min opfattelse er den totale symbiotiske sammensmeltning en illusion om et voksent forhold.

    Det kan i den seksuelle del være målet der søges mod og opnås der.

    Men det er ikke noget som vil kunne opretholdes totalt til hver en tid… Vi er individer og der er også alle de lavpraktiske huslige ting, arbejde og de andre sociale konstellationer med børn, venner, familie, kolleger osv..og de konstellationer ville lide kraftigt i en total symbiotiske leven med sin partner. Det erfarer man vel allerede i teenårene, hvor de første symbiotiske opdagelser med kærester efterprøves og de mistede venner af samme årsag.

    Symbiosen for mig.. befinder sig i rummet hvor han og jeg er, hvor vi åbner os helt op for hinanden og flyder sammen.

    Vi kan trække energifyldte spor med os ud af rummet, hvor de spor af symbiosen giver næring til det som er og noget at vokse sammen i.
    Men ude af rummet er det den nærhed, som netop individualiteten giver bedst og rigest, når den er udfoldelet i anerkendelsen af forskelligheden og i adskillelsen af det symbiotiske, der i mine øjne er tøjret som får to til vokse sammen, uden at vokse i symbiose.

    LilleQ

    1. ´vi kan trække energifyldte spor med os ud af rummet, hvor de spor af symbiosen giver næring til det, som er og noget at vokse sammen i`

      Så fint formuleret. Det er jo sådan det er. Tak.

      Nelli

  11. ´Måske er målet slet ikke den totale sammensmeltning. Symbiose er en illusion, som forhindre en mere virkelig, ægte, ja endda voksen kærlighed i at udvikle sig´

    Er det sådan det forholder sig?

    Nu hvor jeg har læst dine svar freja, er jeg nysgerrig på dine tanker, om disse ord? Hvis du har lyst og tid?

    Nelli

  12. TJ: sådan tolkede jeg det heller ikke…

    jeg vil lige tilføje at der hvor det gør mest ondt, det er når man har en indre konflikt mellem det man er og det man gerne vil være. mellem kompleks og skyggepotentiale (undskylder min indspiste Jungianske jargon). Målet er over tid, at blive rustet til at blive stående i denne indre konflikt, og lade den transformere sig. Og en sådan modenhed tager tid, og denne tid, kan være god at “fylde” med mellemtidsforhold, hvis man kan uddrage en læring/modning af dem…

    Og TJ: Jeg ser dig meget stå i dette modsætningfyldte rum, mellem kompleks og potentiale… ligesom du, Brainie

    Freja

    1. Freja… jeg bliver blød om knæene og varm langt ind i hjertet når jeg læser dine ord.

      Det er som at skære alt overflødigt væk og se sig selv helt nøgen, hvor jeg var, er og på vej hen.

      og at smerterne, angsten, lysten, vejen samler sig, giver mod…

      LilleQ

    2. Det kræver mod at være nøgen overfor sig selv …
      Men det er også selvforstærkende … man bliver stærkere og stærkere … klogere… modigere … mere sig selv …
      Me like big time!

  13. Brainie
    Der finde inden i psyken ikke destruktivitet, som vi ofte tolker det udefra. Al adfærd, tanker, følelser og andet, understøtter nogle indre psykiske strukturer, bundet op omkring selvopfattelse. Så selv det mest, udefra vurderede, destruktive forhold, vil personen noget godt, på det indre plan. Psyken har kun et overordnet mål, og det er at opretholde en homeostase tilstand, altså indre ligevægttilstand. Og hvis der er for mange uintegrede gestalter, altså erfaringer, der flagrer meningsløst rundt i underbevistheden, så vil personen opsøge og gentage de samme mønstre om og om igen.

    Enhver “destruktiv” handling er et forsøg på at løse en indre godisk knude. En knude man ikke altid kan løse alene, men kan have brug for en priofessionel til at afdække karakteren af. Så hvis man har svært ved at binde sig, så er det fordi dette mønsker understøtter noget inden i en, der er positivt, og som det er svært at slippe. Målet er at forstå og anerkende, hvad dette indre, der drager disse mønstre og hvilken positiv funktion den har, er og derigennem se om de kan løses på mere hensigtsmæssige måder…

    TJ. det var lidt af dit svar til min positive tilgang. Dertil kommer, at hvis jeg skal lave mine faglige skriverier fyldestgørende, så er jeg nødsaget til at turde, og kunne se, personers indre virklighed, som det er – uanset hvor forfærdeligt denne virkelighed er. Kunne se, rumme og anerkende den som ligeværdig til andre virkeligheder…

    freja

    1. Som jeg læser det, betyder det at jeg skal gennemleve de samme “gordiske knuder” igen og igen …
      (minder lidt om den buddistiske tilgang til livet)
      … Indtil jeg får så meget erfaring og viden at jeg kan løse dem selv, eller hjælpes til en løsning professionelt.
      – Problemet er blot at gordiske knuder ikke kan løses … ^^

      Spøg til side Freja.
      Jeg forstår godt meningen bag dine ord.

      Personligt kan jeg nikke genkendende til at “tingene” ikke altid løser sig af sig selv, at jeg kan have brug for en anden optik – et andet sæt briller, til at se klart, og selv dér, i den situationen, kan dette “noget” ligge så dybt begravet, at jeg ikke har mulighed for at agere anderledes.

      Nogen gange er det nemmere blot at lukke øjnene og håbe på det bedste! (Smiler blidt…) indtil “man” er klar til at tage kampen op.
      Med eller uden professionel hjælp.
      – Man skal med andre ord være meget stærk for at tillade sig selv at blive svag …

  14. Man skal ikke kimse af værdien af mellem distance forhold, selv et dejligt møde kun for en nat kan være transformerende.

    Jeg er mester i mellemdistance forhold, og hver en mand, som har krydset min vej har skubbet til mig. Jeg synes, det er dejligt at have kysset så mange frøer, mærket så mange kroppe. Men dybest set vil jeg jo gerne meget mere, bryde mønsteret, når min angst tager over og det pludselig ikke kradser mere. For mig er det den udvikling, jeg længes efter.
    Og helt ærligt, det kræver mod at blive når jorden skælver. Og der var ikke noget jeg hellere ville…men jeg tør ikke.

    1. enig – hvert møde betyder noget. og også jeg længes mod det altfavnende.

      det lyder som om det er nogle nylige hændelser, nellisky

  15. TJ: Kan forhold der kommer og går ikke være mere og andet, end en desperat sjæls vandring? kan det ikke være en naturlig og sund individuationsproces, hvor man gennem den anden, gradvis møder sider af sig selv, som internaliseres og gør en parat. Jeg tænker på mellemtidsforhold, hvor komplekser kommer i spil og transformeres. Min erfaring er at mennesker med en stor kompleksitetsgrad i deres eksistens, netop er mennesker der er drevet mod individuation, og derfor har en hel sætlig mulighed.

    Jeg kunne fokusere på angsten og nærheden. Eller jeg kunne fokusere på din evne til selvreflektion og udvikling. Mit valg om fokus, fremviser mig to helt forskellige personer. Så jeg ser noget der giver mening i mit perspektiv.

    Det er yderst nemt, når man har en melankolsk grundstemning, som du og jeg, at tolke sunde og naturlige processer, ind i mere negativistiske termer. Der vil jeg ikke møde dig, se dig. Omend jeg anerkender disse sider af dig. Jeg ser bare noget andet. En mand der er på vej. Og det er ikke så galt igen. For mig er det væsentligt at kunne skille skidt og kanel. At se usikkerhed og angst som symptomer på en vej, snarere som personens basale udtryksform…

    Bare en tanke

    Freja

    1. Mener du med andre ord, at du vælger at se gennem det, der har en “negativ” klang?
      – Det du ser som “negative” eller destruktive spiraler, kan for personen være “vejen” – “sandheden” for den enkelte …

      Blot en strøtanke

  16. Nøj.. De tre sidste indlæg er godt nok fantastiske og velskrevede! Du burde skrive en bog. Den ville jeg hurtigt få slugt ;-)

  17. Tak – ja, jeg ved det ikke. men man kan jo godt forestille sig, at det er positivt at være i stand til at elske en – og så en til og så fremdeles. og det kan man vel kun, hvis man er i stand til at hele sine sår og ikke hænge fast i fortiden (som undertegnede har en tendens til)

    1. Der har du ret.

      Det er nødvendigt at få placeret fortiden i fortiden, for at kunne leve i nuet og dermed ind i fremtiden, ellers leves livet igennem fortiden. Og er det muligt at etablere end ægte kontakt til et andet menneske, hvis hele ens baggage ligger up front?

      Men det er jo meget menneskeligt at slikke sine sår… så længe man gider ;)

      Hvor længe vil du hænge der?

    1. Smart at kunne elske mange flere i sit liv?

      Men er det det vi taler om? At elske mange flere indtil kløen stopper, eller er det at flygte fra krop til krop af frygt for at elske en?

  18. Seriel monogami et sundhedstegn?

    Eller også et udtryk for at beskytte sig selv, for netop de sår der engang fuckede en virkelig op. Er det i virkeligheden ikke bare en gentagelse, første den ene, så den anden, så den tredie, de samme rutiner, grænser veldefineret, samme kædereaktion når fornemmelser fornemmes, hvorefter et nyt offer kommer på banen. Ser man mennesket, eller ses kun spøgelser og angst? Er det ikke bare et koncept, udviklet under vilkår nødvendige for overlevelse. En måde at distancerer sig til ukontrollerbar smerte og dermed også til den ægte relation?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: