Erotikbloggen: Deep undercover – dybe dybe underkopper

Så sidder man her. Hos tosselægen. Man har været her før. Man får helt sikkert brug for det igen. Lige nu handler det om angst som udtryk for noget, der ikke lige lader sig indfange i dette øjeblik, men vi forsøger begge to, tosselægen og jeg. Og jeg vil jo gerne hjælpe hende med at løse mysteriet om ham der twojakes, der havde fået en opgave for sidste gang: Hvornår er jeg egentlig sådan rigtigt og fuldstændigt totalt tilstede, om overhovedet, for tosselægens teori er, at angst og uro kan være udtryk for, at der er følelser eller sider, jeg gemmer, og derfor glemmer jeg at glemme mig selv. Det er meget muligt. Det kan bare være svært at være sådan herognu-nærværende, hvis jeg hele tiden skal holde øje med, om jeg er det. Det er vel nærmest lidt af et paradoks. Så den øvelse gik lidt i ged.

Nå, men tilgengæld borer hun lidt mere i, hvad der er, jeg skjuler. Eller rettere, om jeg skjuler, hvem jeg. Jeg bruger lige dele (selv)ironi, irritation og isolation som mine våben og byggeklodser. (Nogle vil kalde det helt normal adfærd hos den postmoderne mand, der ikke orker relationer, relationer, relationer hele tiden, og som kun føler sig rigtigt fri på lokum eller på druk). I et øjebliks klarsyn fornemmer jeg, at min åbenhed omkring min angst, mine sexskapader, min fjumrede møder med verden, min blog, i virkeligheden er skin deep. Jeg lader, som om jeg er dyb, som om jeg sætter noget på spil. Det er med andre ord blot overfladisk dybde. For i sidste ende gør det ikke nas. I sidste ende går det ikke ind. Det betyder ikke, det er fake. Angsten er sgu for real.  Men hvorfor vil TJ ikke tone rent flag, hvorfor kan TJ ikke stå nøgen i lyset?

 Det griner vi en del af, tosselægen og jeg, indtil hun siger, hun ikke har tænkt sig at grine af min chamerende selvironi mere den dag, for det er det, jeg bruger den til, som et skjold. Jeg får hende til det alligevel, hvilket måske siger mere om, hvor dybt min overflade er indarbejdet. Hvilket igen minder mig om noget, som en lækker kvinde med en phd i at reagere på sine følelser i et voldsomt langstrangt og manisk nuuu sagde til mig: ‘Du er en mindfucker, for al det der føleri, du disker op med, det er blot scoretricks.’

Hm.

Så denne uges øvelse går ud på, at jeg ikke må grine mig igennen mødet med verden, som for mig altid rummer kimen til konflikt. Jeg må heller ikke forsøge at få andre til at more sig – og slet ikke på min bekostning. Jeg skal sige, hvad jeg mener, og gøre, hvad jeg siger. Ingen selvironi. Ingen dobbelttydige mellemregninger. Straight no chaser. On the rocks and on the fly.

Jamen, indvender jeg så, hvad så når jeg jo ikke, hvad jeg mener, og når jeg resten af tiden er pisseligeglad. Hun mener, der er noget i det magarinetynde lag mellem dybtgående overflade og bundløs kynisme, som har brug for lidt mere plads. Hun mener, der er noget, der vil ud. Angsten er de lukkede rum, vi bygger om os selv.

Jeg griner faktisk hele vejen tilbage på arbejde gennem forårsbyen. Der er jo noget umådeligt rock’n’roll-tiltrækkende i give verden fingeren og stille sig op midt på torvet og pisse, selvom det er modvind. Er det bare så let? Skal jeg melde klart ud i alle faser? Skal jeg sige til chefen, han er et fjols, når han fucker up? 

Dobbelt-hm. Man er ikke blevet mellemleder uden at kunne navigere instinktivt gennem uvejr. Der mangler vist nogle mellemregninger i tosselægens teori, for at det hele skal gå op. Især når mellemregninger er mit mellemnavn. Indimellem.

 

Reklamer

3 thoughts on “Erotikbloggen: Deep undercover – dybe dybe underkopper

Add yours

  1. hvis valget står mellem mellemregninger med angst og enkelhed uden, vælger jeg så klart det sidste. men er ikke sikker på, regnestykket er så enkelt;-)

  2. Well. I stedet for at bede din tosselæge /modspiller /samtalepartner/XY om at stikke piben ind og grine lidt af din egen humor og af hende….så kunne det da være et forsøg værd bare at følge lidt med strømmen. Hendes strøm. Se hvor det vil føre dig hen at følge hendes pibe, så at sige. Bare lige som en lille test. Om ikke andet, ku det da være, at XY kunne vise dig vej til et andet sted, end der hvor du plejer at ende. Og det er da jo vist nok det, du gerne vil? Altså et andet sted hen? Ellers var du vel aldrig dukket op i første omgang.

    Hvis du gør det du plejer, får du de resultater du plejer….

  3. Hun arbejder udfra ideen om et integreret selv – selv den freudianske model arbejder udfra det, de tre “områder” til trods.

    Men mennesket er ikke sådan – postmoderne er blot en temporal etiket der distraherer fra det faktuelle. I nudagens livssituation får det vestligt moderne menneske så mange input og er involveret i så mange sociale felter og strata at dets amorfe natur fremstår langt oftere end i de fleste tidligere tidsaldre.

    Amorf er ikke det rette udtryk, faktisk. Menneskets natur er som et multi-dimensionelt puslespil UDEN noget givent, ønskeligt resultat: i enhver situation opstilles den pragmatisk set bedste kombination – og der vil altid være dele af “spillet”, der enten befinder sig i en dimension udenfor åbenlys øjesyn ELLER ikke er relevant i den givne situation og derfor heller ikke er synlig.

    Mennesket er – som det bedre udtrykkes på fremmedsprog – “a puzzle”.

    Tag det til din modspiller og put det i hendes pibe… :-)

    P.

    (nåja, og selvfølgelig er det en HELT sikker måde ikke at få noget analytisk klart resultat på: ved at tale med en hoppe om din “ambivalente” tiltrækning til hopper)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Skab en gratis hjemmeside eller blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: