Når jeg bliver stillet op over for planer, der går udover dagen i morgen, og som givetvis indebærer noget, jeg i forvejen stiller mig ambivalent over for, griber klaustrofobien mig, og jeg reagerer som et såret dyr med ryggen mod muren.
Rastløs, aggressiv og indadvendt mærker jeg kun de negative muligheder, truslen om ekstra besvær, all the hazzle opløser mig grundliderlighed, alle lamper blinker, og jeg ser mig om efter nærmeste exit. Som altid er. Min seng. Mit tempo. Min måde.
Jeg magter det bare ikke.
Lige indtil jeg mærker bagsiden af at nægte at se ud i fremtiden:
For hvis jeg havde tænkt mig om i går eller endda i formmiddag og PLANLAGT – så havde jeg ikke siddet her i den lumre have, men derimod høvlet drinks ned på et luksushotel med udsigt over sundet. Efter at have spist lokal helstegt pattegris og ditto lam. For senere at danse amok, høvle shots, score en lokal skønhed, høvle shot, bade nøgne i den gryende morgen, være for stiv til at knalde samme lokale skønhed og derved ikke få dårlig samvittighed.
Og det aller værste er: Det er alt sammen min egen skyld.
Ih. Hvor. Er. Jeg. Fucking. Belastende.
Sidder og smågriner over dit indlæg…. Det er da en alternativ måde at slippe for dårlig samvittighed ;-)
Griner…. Du har ikke været helt heldig med dig…. kan man vel sige…