Cykler småsvedende gennem sommerens københavn med en flaske miller i den ene hånd, mens jeg sms’er med den anden, på vej mod torsdagsdruk på fiskebaren med et super line up: Lillebror, Gymnasielæreren og Nifleren.
Det går aldrig helt galt med det hold.
Som altid: Den første, der kommer, er mig. Som altid: Jeg fikser det sidste bord i aftensolen. Eller rettere: Da jeg spørger parret, der sidder ved et seksmandsbord, om vi må slå os ned, står jeg ansigt til ansigt med min fortid:
Dronningen af vesterbro: Århusianeren, der var larger than life. Den første kvinde, der ramte mig efter min eks. Den druknende, jeg lod synke. E, i hvis etværelse jeg kunne have fundet redningen, E. der ville have et barn, jeg ikke kunne levere. E, der higede efter analsex for at holde smerten på afstand, E, hvis hårde side i glimt afspejles i det markante, smukke ansigt. Cava- og champagnekværneren E., jeg elskede på min måde (for sent og forkvaklet) for fire år siden. Og som forsvandt ud af mit liv lige så abrupt, som hun kom ind i det.
Og hvad skete der: Hun blev siddende. Beholdt solbrillerne på og sagde afmålt: Hej. Ja, ja, tag I bare bordet. Hvorpå hun og den mandlige ledsager (kæresten?) rejste sig, tog champagnen med og fandt et lige så befolket bord i den modsatte ende af pladsen.
Intet kram. Intet: Længe siden – hvordan går det.Knap nok et blik, udover det første, da jeg sagde: Det er da dig, og hun nikkede bekræftende.
Hun var ikke blevet mindre hård med tiden.
Jeg mærkede et stik. Mindre end forventet. Men stort nok til jeg ikke skal pille i det sår.
Jeg ønsker dig alt godt.
stærkt…