Når jeg bliver stillet op over for planer, der går udover dagen i morgen, og som givetvis indebærer noget, jeg i forvejen stiller mig ambivalent over for, griber klaustrofobien mig, og jeg reagerer som et såret dyr med ryggen mod muren.
Rastløs, aggressiv og indadvendt mærker jeg kun de negative muligheder, truslen om ekstra besvær, all the hazzle opløser mig grundliderlighed, alle lamper blinker, og jeg ser mig om efter nærmeste exit. Som altid er. Min seng. Mit tempo. Min måde.
Jeg magter det bare ikke.
Lige indtil jeg mærker bagsiden af at nægte at se ud i fremtiden:
For hvis jeg havde tænkt mig om i går eller endda i formmiddag og PLANLAGT – så havde jeg ikke siddet her i den lumre have, men derimod høvlet drinks ned på et luksushotel med udsigt over sundet. Efter at have spist lokal helstegt pattegris og ditto lam. For senere at danse amok, høvle shots, score en lokal skønhed, høvle shot, bade nøgne i den gryende morgen, være for stiv til at knalde samme lokale skønhed og derved ikke få dårlig samvittighed.
Og det aller værste er: Det er alt sammen min egen skyld.
Cykler småsvedende gennem sommerens københavn med en flaske miller i den ene hånd, mens jeg sms’er med den anden, på vej mod torsdagsdruk på fiskebaren med et super line up: Lillebror, Gymnasielæreren og Nifleren.
Det går aldrig helt galt med det hold.
Som altid: Den første, der kommer, er mig. Som altid: Jeg fikser det sidste bord i aftensolen. Eller rettere: Da jeg spørger parret, der sidder ved et seksmandsbord, om vi må slå os ned, står jeg ansigt til ansigt med min fortid:
Dronningen af vesterbro: Århusianeren, der var larger than life. Den første kvinde, der ramte mig efter min eks. Den druknende, jeg lod synke. E, i hvis etværelse jeg kunne have fundet redningen, E. der ville have et barn, jeg ikke kunne levere. E, der higede efter analsex for at holde smerten på afstand, E, hvis hårde side i glimt afspejles i det markante, smukke ansigt. Cava- og champagnekværneren E., jeg elskede på min måde (for sent og forkvaklet) for fire år siden. Og som forsvandt ud af mit liv lige så abrupt, som hun kom ind i det.
Og hvad skete der: Hun blev siddende. Beholdt solbrillerne på og sagde afmålt: Hej. Ja, ja, tag I bare bordet. Hvorpå hun og den mandlige ledsager (kæresten?) rejste sig, tog champagnen med og fandt et lige så befolket bord i den modsatte ende af pladsen.
Intet kram. Intet: Længe siden – hvordan går det.Knap nok et blik, udover det første, da jeg sagde: Det er da dig, og hun nikkede bekræftende.
Hun var ikke blevet mindre hård med tiden.
Jeg mærkede et stik. Mindre end forventet. Men stort nok til jeg ikke skal pille i det sår.
Fra det øjeblik trioen synger de første strofer af sangen those memories acapella tirsdag aften på mojo, mens de første gyldne dråber glider gennem svælget, til det andet band swinger fuldfedt med winehousesoul, hvor bro igen er saltstøtten, muren og krumtappen, på droppen fredag lige før solopgang, og jeg danser tequilaamok med teknoslutten, er verden og sommeren åben, fuld af muligheder.
Havde det ikke været for mine altid usandsynlige og deprime tømmermænd og veludviklede forfængelighed, var jeg blevet rigtig alkis med rødsprængt ansigtshud, topmave, tynde ben og en aldrig stillet tørst.
Og hvis ikke det havde været for min helt usandsynlige og meget ukarakteristiske jernvilje, var jeg endt med at stikke min pik ind i teknoslutten samme morgen efter en tur på bk, der er perfekt lige der og ellers aldrig – en jernvilje som er lige ved at bryde ned helt ned, da hun næste formiddag skriver, hun er kampliderlig og vil komme forbi til et hurtigt put. Jeg er tømmermændsliderlig. Jeg har tiden. Jeg er alene. Kun tanken om, at hun i teorien kunne give mig en kønssygdom, som jeg ville have svært ved at forklare overfor S, holder mig tilbage.
Jeg skynder mig at onanere.
Så er tilbuddet lettere af takke nej til.
Hvad skal det dog blive til med denne erotikblogger – sølle.
Tre dages druk. Helt old school. Som dengang i 90′erne, hvor torsdag var lille fredag, og onsdag blev lille torsdag, for øvelse gør som bekendt mester, og vi var vi i mesterlære hos Den Store Bartender hele weekenden, som kostede depressive søndage, kløende mandage og rastløse tirsdage – og så var det næsten tid igen.
Torsdag: Mødet med redaktørdrengene på Patten, hvor maden er god, men lige lakrids nok til at kunne forsvare den normalt usandsynligt uopmærsomme betjening, der denne aften heldigvis glemmer at bogføre en flaske østrigsk Pinot.
Redaktøren har et koncept, vi skal blive millionærer på. Vores halvårlige møder har karakter af ideudvikling – omend intet nogensinde er kommet længere end til vidtløftige, alkoholinducerede visioner med et tilbagevendende tema: Vi skal lave vores egen netavis/blive pornokonger/blive millionærer. Dog slår intet vores allerførste ide: Spejder-dance med lidt for unge piger i lidt for korte spejderuniformer. Tænk lolita, tænk der der danske dance-dunka-umtch-dunka-umtch Æblemand-fænomen fra senhalvfemserne, tænk byfester i provinsen og sprøjtende vulgær markedsføring.
Fiskebaren kl 22 torsdag. rapport og rabarberdrinks. Meget mandigt
Aftenen primer tidligt med en god mellemtid omkring ni på fiskebaren med rabarberdaquiris, som damebladsredaktøren vælger at hælde ned over sin hjemmelavede t-shirt, og en enkelt omgang fish n chips, hvorpå vi forcerer de efterårsagtige vandmasser i en taxi til nørrebro, hvor brormand spiller syre med landets bedste guitarist. Vi tjekker ind til de sidste numre, og jeg når lige at få den der svævende jaaaaa-armene-op-over-hovedet følselse, da Gud spacer heeelt ud i bandets hendrix på Brother where art thou-agtige dolly parton nummeret Those memories.
Derpå melder virkeligheden sig igen, øllen begynder at smage kvalmt (og gud hvor jeg dog hader alle de der fucking mikrobryggeriagtige øl, som denne verdens smartassbarer insisterer på at hælde på deres stakkels kunder, der i virkeligheden bare hellere vil have en hof. Mark my words: De smager af pis!) og jeg cykler hjem, for jeg ved jeg skal fyre den max aufff fredag.
Hvilket jeg så gør med Nifleren til natdisk, hvor firserfunkfolket sætter hinanden og deres fortid i stævne. Vi danser. Igennem. Vi styrer gulvet med gå-dansen, copyright Genesis. Vi smugdrikker små kyllinger af Aldi-bitteren St. Vitus. Vi forsøger at overbevise alle omkring, at den er guld. Vi bliver snakket heelt ned under terrassegulvet af den tørlagte alkoholiker, der rabler cokeagtigt om sin møgluder af en ekskone – han har fået frataget samkvemsretten med fællesungen, fordi han ifølge hende råber af barnet.
Det råber han til os.
Hm.
Dansegulvet redder os, jeg morer med diverse vridesild, alt er åbent, muligt, mageløst, og klokken fem over gåtid og over fem over klokken lort spiller de endelig vores sig signaturmelodi. Why did you do it med verdens svedigste koklokke, der swinger så modbydeligt, at folk, der ikke kan fatte, hvor funky den, skal op mod muren, når revolutionen kommer.
One-two – vi er soooo money.
Og pludselig er alle duller long gone. Trawler en sidste gang. Nada. Jeg er en rimelig god at lokke kunderi butikken, men hold kæft hvor jeg lukker et salg dårligt. Jeg har ikke dræberinstinktet, viljen.
Fuck det. Jeg cykler hjem i det gryende københavn med morrisons og hooker og the healing game i ørerne.
Lørdagen begynder med æg og bacon og slutter med guldvinder chorizoen fra den lokale slagter og nye brasekartofler. Mellem det lokker Teknohippie-slutten med privatfest. Jeg lokker nifleren forbi med nyopfundet drinks (hjemmelavet rabarbersaft, havens citronmelisse, danskvand og vodka) og bolognese, der er god mod tømmermændene.
Nifleren lærer mig en ny dans. Bus Stop. VI planlægger at lægge festen ned med den senere. Fest og fest. Der er vel 12 mennesker, der er tvangsindlagt til at overvære værtens singersongwriterperformance for hans nye, selvfinaniserede cd.
Vi gemmer os i køkkenet, hvor teknoslutten hele tiden insisterer på at vise sine nye trusser frem.
De er lilla. Jeg klager ikke. Der er der heller ikke andre, der gør.
Jeg er stiv, men med tredagesdrukkens krystalklare hul igennem til det ubevidste lager af knivskarpe associationer, inspireret af ingefæ, får nifleren og jeg erkendt, at vi producerer pæderastporno, og til stor moro for et givetvis taknemmeligt publikum udbreder vi syge teorier om, hvorfor små drenge er bedst til den slags. Vi primer, da vi får overtalt teknoslutten til at tage samtlige mænd til festen på pikken. Det er et væddemål uden tabere. Hun mener, at alle mænd elsker det. Vi mener det modsatte, fordi den ikke er stiv, når vi bare står og drikker, og derfor føler vi os meget lidt veludrustede. Eller så er det omvendt.
Lørdag kl 24. Frederiksberg. Gamle mænd føler sig inspirerede af ingefær.
Jeg cykler hjem i regnvejr med et lars von trier interview om gud i radioen.
Lige nu er gud ret langt væk. Tredagestømmermændene minder næsten om cokenedtur.
En løbetur tar toppen.
Jeg er grovliderlig. Jeg trænger til at deflorere en uskyldig teentøs. Jeg trænger til beskidt sex med sadisten. Jeg trænger til presse mit mægtige lem ind mellem hendes våde læber. Jeg trænger til at mærke min pik i hendes svælg. Jeg trænger til at høre hende gagge på den. Jeg trænger til, at hun sætter sig på mig og tværer sin våde fisse og røv ud over mit ansigt. Jeg trænger til at stikke min tunge i hendes huller. Jeg trænger til hendes savlende våde kys, hendes saftige røvhul.
Jeps, jeg er tømmermændsliderlig gange tre. Hvor er kvinder, når man har brug for dem? Giv mig noget fisse – jeg ved du har.
På utallige opfordringer (well, en) kaster jeg mig ud i et indlæg om, nåja, sex,
Jeg er om ikke alt ædende, så dog ret åben over for seksuelle ismer og nye forslag. Det kommer sig måske af, at lige min hemmelige fetich er så forrykt, at de meste andet bare virker som pudsige ideer, der nok kan tåle en prøvetur eller to.
Jeg mærker verden gennem min pik. Sådan er jeg bare. Ord som samliv, intimitet, sanselighed virker modsat på mig. Hvis det ikke kilder, keder det.
Hvilket giver sig udtryk i, at jeg skal holdes liderlig. Så er jeg åben og modtagelig for alt muligt crap: Silvan, svigerfamilie, sågar fælles udflugter.
Det burde ikke være svært at forstå. Men man kan komme efter det.
Tag nu hende, der kalder mig sin kæreste. Hun er forholdsfetichist, jeg er sexnørd. Vi ses kun hver anden weekend, så hvordan kan jeg holdes tæt, hvordan kan vi holde intimiteten på afstand?
Well, for nylig prøvede hun noget, hun aldrig har gjort før.
Hun gav mig sexordrer på sms. Og jeg kunne finde det i mig. På trods af at huset var fuld af fem unger.
…
Og her ville jeg så have bragt den uredigerede sms-streng. Men den var slettet. Nok meget godt, for min datter læser alle mine sms’er.
Jeg kan dog afsløre, at jeg blev beordret ud på toilettet med et par af hendes trusser, olie og en lille buttplug.
Uvant. Men jeg kunne godt finde det i mig. Og det mest kinky var næsten, da hun skrev, jeg ikke måtte komme. Hun er klog, hun ved nemlig, jeg er meget mere modtagelig for alskens forholdsting, når jeg er liderlig.
En lille og næsten uskyldig begyndelse på mit nye (og tredje) blogliv: Erotikbloggen: The Aftermath.
Han sendte et brev forleden. Omskrevet igen og igen. Det var et forsøg på en forklaring. Alligevel blev det ikke som tænkt. Det rummede, kan han se i baglyset, en række anklager og afvisninger, som måske er blevet lagt der ubevidst for at få modtageren til at miste troen på ham, hans kærlighed og intentioner.
Hun tror på udvikling. Hun mener, han skal i terapi for at kunne blive en fuldgyldig kæreste.
Han reagerer på dette som et såret dyr med ryggen mod muren. Det fortjener hun ikke. Hans begrænsninger, hans manglende selvindsigt (du mærker dine behov, men ikke dig selv, som hun udtrykker det) forsvarer han til sidste blodsdråbe. Om det så skal koste ham forstanden og en kæreste, – som alt andet lige er en top dollar pakke: lækker, begavet, varm – alt hvad han har brug for og mere til (kvinden, ikke hans forstand).
Hans uformulerede kvindeideal bygger på forestillinger om tidligere larger than life agtige duller i hans liv. Hans ekskone. Den crazy-vilde psykolog. Dronningen af Vesterbro. Sadisten. Plus det løse. Luksussluts fra fantasiens overdrev.
Den kvinde findes kun i hans hoved. Hvis han mødte hende, ville han alligevel grave sig ned i sit hjørne, når hun stiller krav.
Nå, men hun sender foruroligende hurtigt et svar. Som han ikke har læst endnu. Især af frygt for, hvor meget han har såret hende med sit brev, dels af frygt for, hvad hendes konklusion er. Han bilder sig alt muligt ind. Han magter ikke at læse det. Han er vant til at tvinge kvinder til at forlade sig. Det bekræfter ham i hans manglende tro på verden, fremtiden, kærligheden – og ikke mindst håbet.
Han holder krampagtigt fast i forestillingen om sig selv. Det er alt han har. Så er det også alt han får.
Ih. Hvor. Er. Jeg. Dog. Barnlig, tænker han. Han tror jo, han er den bedste version af mig selv. Ikke bare det, men Den eneste mulige version. Det er måske det, hans besynderligt begrænsede planlægningshorisont handler om: Han kan simpelthen ikke forestille sig en anden virkelighed, hvor han har andre behov end dem, han har lige nu.
Hm.
Han er det udtrykte billede på narcissismens kultur. Kerneløs. Konfus. Drevet mod mørket af sit eget ufokuserede raseri. Patrick Bateman – kun guldkort, kokainmisbrug og knivdrab adskiller dem.
Men det er alt sammen tankekonstruktioner. Det er ikke noget, han for alvor mærker. Han kan sagtens argumentere for det modsatte:
At han er en frihedselskende nu-fetichist, der lades iskold af småborgerlige, indelukkende og overfladiske fællesskaber: en liderlig libertiner, der tror på orgiets forløsende kraft. Sex er målet og midlet. Det er der, vi er Gud. Det er der, vi er mest os selv. Resten er blot stort ståhej for ingenting.
Kussomater. Kvinder der udgiver kloge bøger om kussens historie. Kvinder der mødes og taler om kusser, kusser, kusser. Temaaftener om kusser.
Man kan kan godt blive lidt træt af den. Måske er det udtryk for min ubevidste falloscentriske indstilling til verden, men jeg er lidt træt af den der Min kusse er gudinde diskurs, som kvinder for tiden blotlægger.
Hvor mange mænd mødes og tale om deres pikke, måler og sammenligner og gør ved? Måske fordi vi har overstået det, da vi var drenge.
Det måtte jo komme. Kynikeren i mig har hvisket det længe: Jeg har det ikke i mig.
Gad vide hvordan det er at læse mig udefra: Et det som at se et trafikuheld, man ved vil ske? Fuld fart ud over afgrunden.
Om det var hende, der ikke var den rette, eller det er mig, der bare ikke rummer muligheden af et parforhold, finder vi så ikke ud af i denne omgang. Hun vil møde familie og venner, planlægge ferier, hele Bilkapakken. Jeg bliver så vred, når hun henviser til, hvad andre gør. Jeg er rystende ligeglad med andres måder at være i verden. Det er ikke min verden.
Never the less: Jeg ved, at friheden er en kæde om min fod. Jeg ved, at kærligheden er det, der binder. Jeg ved, at tabet er større end sejren, og jeg ved, at ensomheden sejrer til sidst. Altid.
Små tråde af forbindelse skabes over tid. Smerten ved bruddet er velkendt, omfavnende, kvalmende. Hvis mit liv havde været en film, ville produceren have skåret det meste ud: Her er ingen udvikling. Ingen dramatiske højdepunkter, hvor karakteren lærer noget nyt. Kun gentagelsen af de samme fejl. Muligvis ville Jim Jarmouch kunne bruge noget til en fortsættelse af ‘Stranger Than Paradise.’ Den ramte mit liv rent i 80′erne. Den rammer rent i 10′erne.
Havde vi god sex: Ja. Havde det potentiale: Ja. Betød sex det samme for os begge: Nej. Sex var et biprodukt af kærlighed for hende. Så sgu da også, at hun møder en mand for hvem sex er ham selv i sin reneste form.
Hvad så den dag, når potensen svigter, kilden tørrer ud, kvinderne forsvinder. Hvad er der så tilbage?
Ingenting.
Men ingenting er, hvad jeg kom med. Ingenting er, hvad jeg forventer. Ingenting er også, hvad jeg får.
En februar i sygdommens tegn. Hende, der kalder mig sin kæreste, har haft feber det meste af måneden. Hun har været syg mange gange i vores tid. Jeg mærker min manglende empati, men jeg ved ikke, hvad den betyder: Er jeg dårlig til hendes svaghed, fordi jeg ikke accepterer min egen? Er jeg blot mere tiltrukket, sådan rent biologisk, af stærke kvinder med færre issues end mig selv? Eller er det tvivlen udtryk for, at vi ses for sjældent til at kunne manøvrere rundt i en permanent undtagelsestilstand?
Som hun skrev på messenger i går: Vi skal tale om hvad vi vil med hinanden – det må udvikles eller dø.
Jeg reagerer altid stejlt på den slags. Hun har idealer og drømme. Og hun har ikke mindst idealer om at have idealer og drømme. Jeg har en planlægningshorisont på 14 dage. Det er grundlag for konflikt i det spænd. Jeg forstår godt ideen om det fælles projekt. Jeg vægrer mig alligevel mod italesættelsen, iscenesættelsen. Det skal vokse frem af sig selv, i sit eget tempo.
Hun føler jeg undviger – jeg føler hun presser. Vi har begge ret.
Jeg er alt for dygtig til at være alene. Jo mindre vi ses, jo mindre gider jeg hende se . Jo mere vi ses, jo mere vil jeg have hende. Jo mindre vi ses, jo mere bitchet bliver hun. Jo mere vi ses, jo varmere og autentisk er hun.
De falder som ynkelige beviser på deres egen usundhed omkring mig. For lidt frisk luft, for mange myldretidsbusser, elendigt immunforsvar – svæklinge alle til hobe. Knap når jeg at tænke hovmodigt: Ha – jeg kommer gennem denne onde vinter uden sygdom, svagpissere! før den alligevel kom snigende.
Pis også. Og så lige i den uge, hvor jeg var veninde- og børnefri, og hvor jeg skulle fortsætte succesflowet fra sidste lørdag, da Nifleren og jeg endelig havde en af de der kartharisagtige drukture med diverse shots, drinks og dans med duller, som viste interesse nok til, at de føltes som muligheder, og muligheder er netop kodeordet. To duller højere end mig, den ene en slut af guds nåde – det kan næppe tælles på en hånd de gange, hun ikke er gået jeg sammen med en eller anden himbo fra byen. Hun kører hele arsenalet af, derude på det lille dansegulv: Strippermoves hun har lært til stripfitness, deep throating af ølflasker, grovflirten med alle samtlige mænd i lokalet og især med dj’en, som hun givetvis går hjem, efter jeg har sagt til hende på vej ud af døren: Ikke mere pis med dig: Jeg kommer forbi i morgen eftermiddag kl 2, og så ligger du nøgen med røven i vejret. Uh , der blev jeg våd, svarer hun.
Næste dag aflyser hun selvfølgelig – fint nok. Er heller ikke sikker på, jeg ville kunne gennemføre – det er et år siden vi sidste prøvede, og der var jeg for stiv. Så præstationsangsten ville givetvis overmande mig.
Fuck det – det var en god aften. Og den skulle så gentages mindst to ud af de tre weekenddage. Og hvad sker der så torsdag eftermiddag? Dyne af snot fylder hovedet.
Nå, jeg ligger i stedet i sengen, pudser næse og hyggeonanerer halvhjertet. Bilder mig ind jeg har det næsten godt, indtil jeg kommer ned i netto, hvor jeg er ved at få et mindre sammenbrud over skodkø, skodmennesker, skodvarer, alt er mere skod end det plejer og det plejer at være rimeligt skod, så jeg stavrer hjem igen, usandsynligt udmattet, og så er man godt klar over, at man ikke er på toppen.
Hm.
Kan det drikkes væk?
/nej det kunne det ikke – er mere syg end nogensinde.
Jeg udfordrer – giv mig ti bedre bud på Store Stemmer (og ikke en af mine ti er yngre end mig – hehe) og du får en stor bourbon og en lille fad.
Bob Dylan – den hvideste bluessanger i verden – intet over intet ved siden af Time Out of Mind. Aldrig har en depression lydt så smukt.
Ulf Lundell – Den Vassa Eggen – aldrig har en skilsmisse lydt så smukt. Stor skandinavisk melankolsk åre.
Tom Waits – Samlingen Asylum Years rummer guldet op til Rain Dogs, der i sig selv er guld værd. Aldrig har bunden af en bourbonflaske lydt så smukt.
Van Morrison – så meget nerve, så stor stemme. Poetic Champions Compose – eller lyt til The Healing Game, hvor the man synger duet med John Lee Hooker.
Frank Sinatra med Count Basies Orchestra – alle der synes jazz er kedeligt eller frank er flødebolle skal tvangslytte nogle af de tracks.
David Bowie – Heroes – aldrig har weltschmertz og heroin lydt smukkere.
Ray Charles – mere smerte og soul i en frasering end i hele den moderne r n b tilsammen.
Thomas Helmig – når Støvregnen falder, er der direkte hul igennem til det inderste.
Bruce Springsteen – aldrig har den Store Amerikanske Nat lydt større.
Otis Redding – Lyden af Soul. Og med hvid/sort rytmegruppe.
Bøger der har betydet noget – i vilkårlig rækkefølge. Stikord: Melankoli, Festen og Nedturen, sex og vold, håb og tab.
On the Road af Jack Kerouac – amfetamin gennem den Store Amerikanske Nat (lidt sex)
Jack af Ulf Lundell – festen og hvordan man måske kan komme over det (lidt mere sex)
Parfumen af Patrick Süskind – hyldest til en duftens mozart (masser af sex)
Platform og alt andet af Michel Houllebeq – frihedens pris, sort kynisme, ond humor (vildt meget sex)
American Tabloid og alt andet af James Ellroy – mere amfetamin gennem Den Store Amerikanske Nat (lidt sex)
American Psycho og alt andet af Bret Easton Ellis – humoristisk og pervers hyldest til overfladen, kynismen (ekstremt meget sex)
Notes of a Dirty Old Man og alt andet af Charles Bukowski – melankolsk hyldest til øllet, sprutten og dagdriveriet i den Store Amerikanske Nat (godt med sex)
The long Goodbye og alt andet af Raymond Chandler – bourbon gennem den Store Amerikanske Nat fuld af melankoli (meget lidt sex, men sexet)
Høfeber og alt andet af Leif Panduro – store sjusser, humor og Den Midaldrende Danske Mand, der ikke kan få luft (en del sex, faktisk)
Steppeulven og det meste andet af Herman Hesse – galskaben og det multidimensionelle menneske (husker ikke noget sex)
Måske er det blot tiden, der presser tvivlen bort. Følelsen er reel nok: Der var en kærlighed, der var ubetinget. Utvetydig. Ubrydelig.
But that was then – this is now.
Kærligheden til barnet er af samme altomfattende karakter. Den er bare også fyldt af en tidens smerte, det uundgåelige voksen op og voksen væk.
Han elsker på sin måde også S. Ingen store rocksange bruser i hans blod ved tanken om hende. Intet sug af sødt savn, når hun ikke er ved hans side. Det er mere ømt, voksent – og betinget.
Det mærker hun ved hans undvigelser og afvisninger. Det minder ham om X – bare med omvendt fortegn.
Det kræver Samtalen. Den tager de så. Trætte, nervøse, begge klar over, hvad der skal siges og bliver sagt.
Hun er idealist. Hun tror på det bedste i sig selv og i mennesket. På trods af sin grundliggende forladthed (eller netop derfor) håber hun på fællesskabets helende kraft. Hun har klare billeder af, hvordan Parforholdet kan og burde være. Hun kan se langt ind i fremtiden.
Han er pessimist. Han tror på tilfældighedernes spil og altings forfald. Han varmer sig ved nuet i kønnenes leg. Han har en planlægningshorisont på 14 dage. Konventioner og hvad ‘andre gør’ gør ham iskold. Det stritter i ham.
Alt sammen helt efter bogen.
Han ved ikke om denne manglende tro på fremtiden skyldes angsten for det ukendte, eller at han en gang har haft ‘vi har så meget at miste og det gjorde vi så’, og at han stadig kan se Hende i støvregnen.
Eller om hun bare ikke den Den Rigtige.
Det taler de om. De kommer ikke til nogen konklusion. Hun ved, at det er hende, der betaler prisen. Det åbne hjertes sårbare usikkerhed. Derfor er det også hende, der har mest at vinde, mest at tabe. Og derfor tør hun tro på håbet og kærligheden.
Han er altid to skridt bag sig selv. Eller foran. Så kan det være svært at være i trit med andre.
Det var som forventet og frygtet. Hun han også fundet en anden. Han havde sendt hende en mail flere dage før, som hun ikke havde læst. Det gjorde hun så nu, mens han lå, sukkende, ved hendes side, der i sofaen, denne vinteraften.
Hun ville mere mere om hans nye, Hun fik rudimenterne. Han ville intet høre om hendes. Han troede, han ville blive pirret. Det blev han så ikke.
Hun havde brug for kærlighed, varme, tryghed, omsorg. Ting han ikke kunne levere. Hun vil ikke undvære deres fantastiske sex. Det vil han heller ikke. De blev enige om, at det ikke skal ophøre, selvom de en andetsteds engageret.
Om det også bliver sådan i virkeligheden, er en anden historie. Det var vigtigt for dem begge ikke at sige farvel. Dertil har de for meget fælles fortid.
Denne sang er til X (selv om Bruce godt nok skrev den til en mand…):
Now we went walking in the rain talking about the pain from the world we hid
Now there aint nobody nowhere nohow gonna ever understand me the way you did
Maybe you’ll be out there on that road somewhere
In some bus or train traveling along
In some motel room therell be a radio playing
And you’ll hear me sing this song
Well if you do you’ll know Im thinking of you and all the miles in between
And Im just calling one last time not to change your mind
But just to say I miss you baby, good luck goodbye, bobby jean.
Vi har alle forskellige måder at erfare på. At være i kontakt med verdenen.
Nogle mærker bedst sig selv, når de shopper eller føler sig fyldt op af en god bog, vandring gennem ødemarken, dybe samtaler, mors frikadeller.
Jeg er mest tilstede i mig selv under sex. Det er mit mest vellykkede interface. Ingen støj.
Nogle kunne kalde mig liderlighedsjunkie. Det kan være. Nogle kunne hævde, at det er en begrænset måde at mærke verden. Det kan være. Jeg kalder det nærvær. Jeg er nær på mig selv, nær på den anden. Nær ved væren.
Sex er den sidste legeplads, det sidste frirum. Der hvor tiden strækker sig og trækker sig, som barndommens endeløse eftermiddage, fortabt i legens muligheder.
Istedet for at spille fodbold, hvor vi med egenspeak agerede Cruyff, Keegan, Rensenbrink, leger vi med andre roller, performer skjulte sider af os selv. Og vi leger forskelligt alt efter legekammerat og humør. Forhåbentligt i fuld kontakt med os selv i et laaangt glidende nu
Ta’ nu LM. Hun skal have det hårdt. Blå mærker og fisting fucking hårdt. Så taber hun sig selv – og finder sig selv midt i den totale overgivelse. Det er en gave op få lov til at være der sammen med hende. Nogle kunne mene, at hun måske skulle søge at nå nærværet og nåden ad andre kanaler også.
Måske.
I det mindste har hun evnen, viljen, modet og vejen. Det er det, der tæller. Fuck forspil, fuck politisk korrekt sex. Fuck finfølelse og fingerfærdighed. Og frem med fisting;-)
LM drømmer om den ultimative trekant. En stk veludrustet negersoldat. En stk dansk mellemklassevare af velkendt og godkendt kvalitet.
Scene 1: Hun ligger mellem soldatens ben med hans store pik i munden. Hans tilsvarende store hånd på LM’s nakke presser hende ned over pikken, i halsen til gagginggrænsen og over.
Mr Mellemklasse kommer ind ad døren. Hun har sørget for, den er åben. Det er en del af planen. En del af manuskriptet. Hun mærker hans hænder på røven. Kærtegner blødt. Klasker bestemt. Han slikker balderne. Han skiller dem. Smager hendes glatte, våde fisse. Da han stikker tungen dybt i LM’s røv, presser soldaten sin pik længere ned i hendes hals. Her får hun sin første orgasme. Ude af sig selv og helt sig selv.
Scene 2: Hun sidder på Mr. Mellemklasse. Hun mærker hans stive pik dirre i fissen. Han læner sig forover. Kysser ham grådigt savlende. Soldaten maser sig langsomt, men ubesværet op i hendes røv. Hun er fyldt ud. Helt ud. Hun er helt sig selv. Ude af sig selv. I sig. Hendes ansigt opløses i grædende nydelse.
Scene 3. Berusende blødgjort åbner hun sig for Mr. Mellemklasse. En finger. To. Tre. Fire. Lige før knoerne. Og så langsomt ind med tommeltotten. Hun er ligeglad, om hun er beskidt, for hun ved, han er ligeglad. Soldaten holder hende fast. Kysser hende blidt. Knoerne og over, og hun flyder over af sig selv indeni. Hun er accepteret og elsket for alt, hvad hun er.
Nu’et strækker om sig selv. Der er kun hans hånd og hendes røvhul. Hun er i sin reneste form. Hun er lykkelig.
X. har været i hans liv i flere år. De har været der for hinanden. Været der har været godt nok. Hun blev måske aldrig betragtet som kærestepotentiale. Then again, who does?
Så møder han S. Møjsomt prøver han komme tættere på. Metaltrætheden i hans følelsesfjeder er fremskreden. Fremskridt er få, fremtiden famlet ved fødslen.
Hun har lyst til at ruske liv i ham. Han har lyst til råbe fisse, når hun finder det upassende, fordi hun finder det upassende.
Hun tilkæmper sig en trang plads på trods. Ingen mure sprænges, ingen døre sparkes ind. Det kan tilskrives medicin eller hans massive hul. Den håbede flodbølge af varme udebliver. Måske håber de på, at kærligheden kan sive ind gennem usete sprækker. Sex, som er tantrisk i sit forløb, om ikke i sin ide, er en sådan mulighed. De er gode til det tæt sansende, organiske. Hun suger nydelse. Nu er alt, det strækker sig og folder sig ud og om dem.
Sex er en vellystig tsunami af velvære og nærvær. Hver en celle kilder af kødelig lyst.
Hun prøver at finde sine mørke steder. Dem finder hun næppe. Det er mod hendes natur. De frygter begge, når den dag oprinder. Han værdsætter virkelig hendes oprigtige forsøg.
S ved intet om X – og omvendt.
Han kan ikke slippe X. Tanken er kvalmende. Hun har altid sin twistede tankegang med i sengen. Sex er aldrig blot friktion og våde, våde kys. Mørke fantasier lurer i udkanten. De lokker. Sex er muligheder, sex er skævt. Sex er også, hvad der kan ske.
Sex er et buldrende liderligt chrash af kød og kontante kærtegn. Ømt som truslen om en kærlig lussing. Sitrende af ufortalte forventninger.
X lader sig lokke af sit sorte hul. Angstens hvisker løgne i hendes lammede liv: Du har ikke brug for nogen. Du kan klare det selv. Du behøver ikke de piller. Du skal bare lige gennem denne fase.
En anden mand kommer ind i den fase. Han mærker det ved udeladelserne, omfanget af omskrivningerne og de uundgåelige udsættelser.
Suget af kvalmen bliver ikke mindre af, at det kan ikke gøres anderledes. Det er sådan, reglerne er. Det er sådan, det må gå.
Ubønhørligt.
Intet varer ved. Alting forgår. Det har han lært en gang.
Resten af dagene skal dagene bare gå. Indtil de går i stå. Vil han ånde lettet ud til den tid? Eller vil han se tilbage på den tabte tid med bitter erkendelse af egen uformåen?
Det betyder ikke noget. Intet gør. Til den tid er tiden alligevel tabt.
Jaaaa! Den der første 1664 og den gyldne XO rom, der glider bløøøøøødt ned i svælget, rummer håbet, fremtiden og en kildende her og nu følelse, som lover mere af det samme, mens bekendte defilerer forbi, og hva’ så, tak for sidst, og det er længe siden, er du på toppen, fedt du kom, og duller i både den primære og sekundære målgruppe står og sidder med hver sin veninde og gør det hele endnu mere interessant, og pludselig popper en gammel blogbabe op, A, og ser godt ud, og hun er til receptionen for at se nærmere på ‘forfatteren,’ forklarer hun, og siger in not so many words, at ham gad hun godt kneppe – hun har åbenbart en lille fetich med mænd, der sætter bogstaver sammen – især når de danner ordet s-e-x.
Og hun ved, at jeg ved, at det er det, hun siger, og det er godt nok, det kan vi godt smile af, det er vores lille hemmelighed, hvorpå hun fortæller mig, at ‘din største fan er her’, og det pirrer jo i den grad min nysgerrighed, og jeg har åbenbart flirtet med hende her på bloggen, og hun er A’s veninde, og de har hver især læst bloggen i gamle dage – og kommenteret her og der, uden at de vidste, at den anden var der, og jeg ikke langt fra at føle mig meget smigret, og S, der har sørget for, at Nifleren og jeg overhovedet er til denne event, hvor ‘forfatteren’ er lidt for ‘jeg har lige bollet’ lækker på de mange plakater, der hænger over hele klubben, stikker sin hånd i min og kysser mig, og A’ forsvinder, og jeg koncentrerer mig mig rom, øl og S og Nifleren, og jeg præsenteres kort ‘forfatteren’, der i sin skarphed og drengede charme minder mig om, ja, om mig selv ti år yngre og et liv siden, og efterhånden som nogle gamle møgswingende big band tracks udskiftes, bliver musikken mere og mere uvedkommende og påtrængende for til sidst at ende i det der mumlende monotone smartass elektronika, der ikke engang har teknoens energi – gi’ mig til hver tid Britney Spears i steder for de pseudohippe dj’s, der drææææber enhver form for dynamik og drive med de der fucked up kedelige mudderbeats, der lyder og føles, som om man vader i netop mudder, og S. smutter hjem, og jeg trawler klubben en sidste gang efter A, men også hun er videre, og det er præcist blevet så sent, at det er for sent at gå videre og for tidligt at gå i seng, så vi tager BK, som vi bliver enige om var meget bedre i gamle dage, og selvom vi godt ved, det skyldes, at vi blevet ældre og mere ædru, tager Nifleren Sølvhatten på og udtænker konspirationen om, at det er bevidst strategi fra BK’s side: De har med vilje gjort deres burger mere smagsløs for at blive populære som Mc D.
Og så er der igen 14 dage til næste gang. Hvis ikke jeg havde et job og datter og en krop, der føles væsentligt ældre, end den ser ud, og hvis jeg ikke havde et porøst sind, der smuldrer som en plastikpose, som har ligget vejkanten hele vinteren, og som derfor ikke er i stand til bære mig gennem ugen, hvis der ikke er sovet nok i weekenden, og hvis ikke jeg altid skal drukskide i tide og utide, når jeg får mere end to genstande, så ville der ikke gå 14 dage: Jeg ville står der igen den følgende torsdag og fredag og lørdag med en smoooooth rom, med en iskold lille fadbamse og med troen på, at i nat, i nat goddammit, der står byen i brand for min skyld, i nat synker jeg ind navnløse kvinders øjne, i nat står alting i fase, og der, lige der, er i morgen uendeligt langt væk, og i går og Hende og alle de døde drømme og alle de bitre, knobidende dage, og alle de søvndepraverede, jernsmagende novembereftermiddage, lige der er de glemt, opløst – as tears in the rain, som tårer i rom, og lige der kan jeg være den, jeg var og og kunne være blevet.
Nifleren og jeg er på mange måder forskellige. Hans grundighed er hans fængsel. Min ‘det skal ikke være kunst – det skal være færdigt’ er mit.
Men på denne nat, hvor sommerens sidste dans allerede kan anes i mørket over byen, sidder vi på trafikhellen af beton foran slagtehallernes mylder af selvfedhed og ungdommeligt overmod og betragter kvindernes mest undervurderede legemsdel: Læggene.
Glatte sommerben glider forbi os. Forbavsende mange i flade ballet/maosko, der intet, absolut intet, gør for en kvindes ben, lægge, gang og holdning. Nifleren og jeg bliver hurtigt enige om, at stilletter ikke kan blive for høje og for spidse. Læggen er strakt, musklerne bagtil og i siden markerede, indbugningen under knæet tydelig, anklen fin – holdingen rank og stolt. SEX.
Nogle ben står dog ikke til at redde. Lår og ankler i et. Eller tynde, utrænede. Strukturløse. Måske i tunge sko med brede halvlave hæle, som pigen muligvis endda selv føler er ret modigt høje.
Faktisk er det mig en gåde, hvorfor nogle kvinder ikke går i minimum 8 helst 12 centimeter spidse hæle det meste af tiden. På samme måde som jeg heller ikke har fattet, at de kan finde på at have triste trusser på. Ikke bare ser bare ser lækkert lingerie og højhælede sko jo fuldstændig fantastisk ud. Det er også de signaler, kvinden sender. Det siger: I care. Det siger: Jeg ved, hvad der virker. Det siger: Sex er mig aldrig fremmed. Det siger: Jeg er all woman og jeg er fucking stolt over det.
Vi snupper en scharwarma på strassen på vejen hjem. Ikke er ord om mine stikkelsbærben.
Jeg kan lide at drikke kaffe om morgenen. Men kun om morgenen. Og jeg kan lide at drikke øl, sprut og vin – men kun når jeg skal være stiv. Og jeg kan ikke lide sodavand. Og jeg kan lide at være omgivet af mennesker. Men kun når jeg skal være stiv. Så hvad gør man en standard onsdag aften, hvor man er for rastløs til tv’et og sommeraftenen lokker med, ja, med hvad? Fisse?
Når jeg skal være helt ærlig, så forstår jeg ikke socialt samvær, der ikke indebærer enten druk eller potentiel punani. Helst kombineret. Den der mellemvej med nogle bekendte omkring et bord med the, chips og almindelig hygge giver min simpelthen kvalme og klaustrofobi.
Min tosselæge sagde engang, at angsten lurer, hvor du ikke har givet dig selv plads til at udfolde dig og dit potentiale- Eller. Sådan tolkede jeg det. Du lukker dørene omkring dig for tryghedens skyld, så du ikke kommer ud, hvor du ikke kan bunde, derud hvor du mister kontrollen. Angst er således kampen mod kontroltab. Det er derfor, der kan være så vanvittigt angstprovokerende at køre på motorvej med sin datter i bilen.
Ideen er så, at man ikke skal være bange for kontroltabet. Jaja. Når man nu ved, hvad man kan lide – og især ikke lide. Når man nu ved, dybt i sin depraverede sjæl, som nok ikke er så dyb, som man kunne ønske, at der er sjovere at høvle shots ned med hende den høje teknohippie eller med Nifleren og Brødrene torsdag nat med den indbildte uendelige weekend forude, end det er at udveksle almindeligheder tirsdag eftermiddag på en ligegyldig cafe over en ligegyldig burger med de der fuskede ‘håndskårne grovfritter’, som jo bare er den dovne cafekoks undskyldning for ikke at lave rigtige fritter – og som får tøserne til at tro, de er lidt sundere, fordi der står grov og hånd ved dem – med en kvinde, som ser den slags møder som limet i en relation… Er det så mig, der skal brede min horisont ud og være åben fleksibel, omstillingsparat og al der der postmoderne semibuddhistitiske coachingcrap, eller skal jeg bare sige med Bateman: I. Am. Simply. Not. There?
De siger jo, at kvinder elsker en mand, der siger, hvad han vil. Men de hader jo også, når han altid spiller på sin banehalvdel. Hvis man kun skal gå efter sin følelser, når man er kommet, er slet ingen grund til at overveje et fast forhold. Så er et stykke med mad og en fladskærm langt tættere på kernen. Hvis man lader være med at komme og forbliver i den der semiliderlige zone, som er det nærmeste, jeg kommer på meditation og wuwei (eller hvordan det nu staves), kan jeg forblive i følelsen af det hele rent faktisk betyder noget…
Med andre ord: er der noget mellem Alt og Intet?
Nå, det må vente til efter ferien. Lige nu lokker et par dage med strand og aftener med øljazzz.
Skrevet af twojakes 
